Forfatterarkiv: E. Nordhagen

Spanskesykens ekko fra brevbunken

Postet den av

Jeg har flere brev hvor Spanskesyken er tema. Jeg har her hentet fram brev fra to grener av familien. Den ene er til en søster av min morfars mor, hans tante Maren. De er fra en «vanlig jente» som skriver til «tante Maren». Det andre er fra min farmor, Monna, som skriver til sine foreldre der hun er på rekonvalesens.

De første brevene til tante Maren er de som gir mest innblikk i situasjonen. Her får vi innblikk i apotekene, sykdomsforløpet, problemer med å jobbe hjemme og hvor viktig renhold ble. Brevene fra farmor er tatt med som en kontrast til disse.

** Til tante Maren fra Julie

Jeg har ikke klart å finne noen Julie i familien, men det er ikke lett å finne fram. «Tante Maren» som hun skriver til, kom fra en liten går i Bærum (Økri). Hun dro til Christiania og gikk etter hvert i tjeneste hos en av de rikeste i Christiania, advokat Nicolaysen i Josefinesgate 13.

MarenOkern_Josefinegate13J

Bilde fra Oslobilder. Josefines gate 13, Homansbyen, Oslo, oppført 1860.  Homansbyens kanskje fineste villa. Første eier var advokat Niels A. Nicolaysen (1832–96). Fra Oslo Byleksikon.

(En digresjon er at i dette husholdet bodde samtidig også en enke og hennes datter. De er fra min farmors gren i familien («stikk motsatt side» – farmor Monnas side). Dette er i en Eidsvolds-manns familie. Jeg skjønte ikke forbindelsen mellom enka og øvrige beborere. Men ser at kona i huset var også i en Eidsvoldsmanns familie, men en annen en «min gren». De var fra omtrent samme området i landet. Så det er mulig det er en forbindelse der?)

Senere drev Maren en melkebutikk i Bakkegate 11 i Pipervika sammen med min oldemor, Jonette. De tok inn losjerende der de bodde og der dukket min oldefar opp. Han var vognmann, fra nabogården i Bærum (Skui). Og det ble da et par av oldemor og vognmannen – og de levde lykkelig alle sine dager …

MarenOkern_Bakkegaten11

Bakkegaten 11 i Pipervika fra nettet.

Ingen av disse i min familie ble rammet av Spanskesyken, men «tante Maren» eller bare «Maren» har fått flere brev som forteller om sykdom og død i familiene til brevskriverne.  Hun har tydeligvis hatt mye kontakt med mange tidligere kolleaer og familien. Jeg har tatt fram noen brev fra Julie som forteller om at hun selv har blitt syk og hvilke følger det har fått. Jeg beholder rettskrivingen fra brevet og «?» indikerer at jeg ikke har klart å tolke hva som står der. Julie skriver fra Kristiansand.

Kristiansand 20/5-18

Kjære tante Maren!

Tak for sidst ja du har vel ventet paa brev fra mig men dagen gaar som en røg får mig jeg er paa apoteket om formiddagen og syer om eftermiddagen hjemme. Vi har faaet leiet hus Stort værelse og kjøkken med lys der giver jeg 12 kr maaneden får saa har jeg kjøbte mig lidt af vert til huset saa det er rent som jeg er begynt forfra igjen. Ja nu er Harald kommet hjem til mig 14 dage i dag siden var jeg oppe og hentet ham han var saa begeistret da han skulde være med mig det var bare mamma og mamma for alt merkelig nok tror jeg han husker mig igjen ja det er en gløg fant og saa urolig som han er han finder paa det utroligste du kan tro han er ?føyk og svær jeg faar en liter nysilt melk til dagen til ham. Førstkommende søndag havde jeg tenkt at jeg skulde fotografere ham saa skal du faa se hvor stram han er Det er saa kjekt med det at her i huset boer en gammel jomfru som jeg har faaet til barnepige om formiddagen saa slipper jeg at drage ham du om morgenen saa sover han saa lenge han vil saa steller og kleer hun ham, det gaar saa svært greit jeg haaper det staar bra til paa heia med dere alle sammen hils alle hos Jonette fra mig og vær du paa det hjerteligste hilset fra Julie og lille Harald

Adressen er nu Skippergd OV (og så en o med to streker under) 101. Kristiansand

Udatert – men jeg vil tro ut fra historien at det passer inn her:

Kjære Maren!

Tak for kjærkomne brev som jeg har modtaget ser at du er frisk og ikke har havt den spanske, ja saa er det ikke her, jeg har havt den alvårlig, og holder paa at have den, først blev jeg syg pludselig en morgen som jeg skulde gaa paa Apoteket Jeg besvimede gang paa gang saa kom Doktoren med 10 tiden om formiddagen saa fik jeg medisin som jeg skulde tage 1 Spiseskje hver time. Saa laa jeg til sengs i 2 dage Jeg kunde ikke røre mig og saadan hodepine. Saa var jeg dum nok at gaa paa Apoteket men da begyndte den først at bryde du og saa travelt som der var der akurat i 14 dage alle saa havde de den Spanske kan du skjønne saa i stedet for at koge medisinflasker saa svømte jeg i Kamfer og Rigabalsam og Haarvand og griseri. Apotekeren var paa ferie i Gudbrandsdalen i 5 uger saa vi avde glædet os alle der nede at nu skulde vi have det rigtig hyggelig. Det er saadan hyggelig betjening der nede saa alle sammen paa den maaden er det svært bra. Ja saa var det den spanske jeg skulde fortælle lidt mer om. Saa fik jeg verk i lænderne og æret og hodepine saa våldsomt og slig gikk jeg i 14 dage og verket dag og nat jeg var saa bleg og blev saa tynd at jeg saa ud som et Skjelet saa orket jeg ikke mer men gikk til Doktoren forige Lørdag Søndag var jeg rigtig syg og mandag laa jeg …

< her mangler jeg resten>

Kristiansand 16/12-18

Kjære tante Maren,

Hjertelig takk for dit brev og for kortene som dere sendte mig du faar undsylde at jeg ikke har skrevet før, men tiden gar saa rent i fra mig, jeg syer saa jeg ved nesten ikke hvor gammal jeg er. Jeg sluttet på Apotheket for et par maandeder siden, jeg blev saa ussel efter den Spandske saa fik jeg Indfluensa og saa fik jeg verk i fingeren.

Nu er jeg ferdig med det men jeg er slet ikke rar. Jeg tager imod søm Gutte dresser og Frakker. Jeg har havt arbeide hele tiden men du kan tro det er livlig her om dagen. Jeg har ingen til at passe Harald nu saa jeg har ham summende om mig, Harald er saa stor og snar saa alt ser ikke ud som han lider under ?Rasparen og saa vilter alt er bare liv men vi vil gjenre være ?? forkjølet begge Ja det bliver vi vist ikke fri saa lenge vi boer her det er svært raat jeg begynte og fyre i ovnen tidlig i høst sa aset gaar paa veden men det er ??ont for hus??, saa vi faar vel smøre os med tålmodighed

Jeg hører at Marie er gift du maa hilse hende fra mig, og var du paa det hjerteliste hilset fra din Julie og lille Harald

Saa maa du have en riktig hyggelig jul og et godt nyt aar og hils hos Jonette saa mange gange fra mig og tak for kortet og ønske om en glad jul for dere alle paa Heia

På siden av arket: Jeg faar 7 desiliter melk til dagen til Harald og jeg faar 6 desiliter om ugen.

Kristiansand 12/1-19

Kjære tante Maren!

Tak for brevet og gaven du og Jonette sendte. Ja nu er julen over nu har vi det stillt og rolig, mor blev liggende syg dagen før julaften hun har ?hetandelse i knæet hun ligger fremdeles, vi var hos Johan om julaften, saa var vi hjemme en liden trip begge dagene vi hadde meget sne ved juletider men nu har det regnet saa det ligner mer vaaren end vinteren. Det har været Mille nu siden jul med rein ellers koldt

Jeg ?kaer at sy paa julaften til langt paa dagen, jeg har faaet en eftermiddagsplads paa Folkeskolen fra 2 om eftermiddagen til 7 halv otte om aftenen med at gjøre rent skoleværelser det er saa nøie nu med rengjøringen i denne sygdomsperioden vi maa have frem pultene for hver dag det er naksaa tungt med det bliver vel bedre naar jeg bliver vant til det. Det er 100 kr i løn om maaneden og saa har vi fri sommerferien, julefeiren men saa maa vi vaske ned i værelsene i sommerferien. Det gaar med 10 til 12 dage men vi har fuld løn aligevell nu har jeg faaet en liden pige til at passe Harald om eftermiddagen saa pleier han som regel sove naar jeg gaar til kl 3 og over det jeg troede det skulde være bedre end som at kave med denne sømmen får naar en sidder hjemme saa skal en gjøre alt og det saa gaar hid saa det er et kav vis det skal blive noget af. Lev saa inderlig vel og vær hjertelig hilset fra din Julie og lille Harald

Skriv snar igjen

Hils hos Jonette allesammen fra mig og tak for gaven lev vel alle sammen Julie

** Til Far og Mor fra Monna

Spanskesyken kom i fire bølger ifølge lokalhistoriewiki. Den siste kom i januar 1920, og farmor må ha vært rammet av denne siden brevene er fra 1920.

Farmor Monna (døpt Marie Elisabeth) var født i 1900. Faren hennes, Wilhelm Myhre, kom til Christiania for å søke lykken etter at hans far gikk konkurs i Skien. Det var samme skjebne som Henrik Ibsen, og de var også tremenninger. Wilhelm ble tysklektor og drev en privatskole for piker en periode. Han var medlem av Christiania Skiklubb og ivrig friluftsmann. Jeg har møtt en eldre herre på et utsiktspunkt i Nordmarka som fortalte at han hadde vært elev hos ham og fortalte at Wilhelm tok med sine elever på turer i Nordmarka, og overført sin glede over friluftslivet til elevene sine.

Denne gleden overførte han også til sine barn. Farmor dro på fjelltur og jeg har gått i hennes spor fra 1918 da hun gikk mellom Årdal til Gjende med noen venninner. Den sommeren går det gjetord om fordi det var så mye kraftig lyn og torden. Farmor var 1.84 m, svært høyreist, spesielt for den tiden. Hun fortalte levende om da de gikk i tordenvær over det flate strekket ned mot Gjendebu og hun absolutt følte seg som det høyeste punktet i mils omkrets. De overlevde heldigvis!

IMG_3981_MonnaMyhre_edit

Monna på denne tiden.

I 1920, da brevene er fra, hadde familien god råd og kunne sende sin datter på rekonvalesens på Tonsåsen Sanatorium i Etnedal i Oppland. Det er her de to brevene kommer fra.

Tonsaasen 14-8-20

Kjære Mor og Far!

Ja, dere lengter naturligvis saa skrækkelig efter at høre mer fra mig at jeg faar sende nogen ord, enda jeg siger paa forhaand at jeg har ikke saa svært meget at skrive om. For at si litt om ”det daglige liv”: ½ 8 dunder paa døren, ½ 9 frokost, 9 skole. Vi hadde første ordentlige skoledag i dag og jeg synes det gik bra. Skolen varer til 12-1 tiden, litt forskjellig de forskjellige dage. Da jeg var ferdig med skolen gikk jeg ut en tur før middag. Men efter middag beundret jeg mig selv til de grader, jeg la mig paa sengen som har sagt mor, og fik piken til at lægge i ovnen, var jeg ikke flink nu da?

Aftens spiser vi ogsaa paa hotellet, igaar var vi der litt efterpaa, jeg skjønner ikke det med at vi bare faar være der lørdag og søndag, det later ikke til det akkurat men kanskje det blir annerledes naar fruen kommer hjem. I gaar var vi derefter aftens og hørte paa en dame som sang, det var forresten ikke svært pent. Efterpaa sang doctoren, og han synger virkelig nydelig!

Det er svært faa gjester her nu, vi har forresten slik fin utsigt over dem naar vi spiser, vi sitter ved et bord saan koselig for os selv Mosse, Pilten og jeg, doctoren præsiderer ved gjestebordet.

Det fine veiret vi hadde søndag blev det nok en brak avslutning paa, i dag er det ganske graat igjen og har regnet litt. Men luften er jo deilig her bestandig,

Adjø da for denne gangen, skriv snart. Masse hilsner fra Monna

Tonsaasen 128-9-20

Kjære Pappa!

Tusen takk for brev og for masse deilig frugt.  ”Det var i sandhed en straalende forsamling epler og pærer udi lange rader”.

Du driver nok ordentlig i haven om dagen later det til, ja det maa være deilig at arbeide i haven sin om dagen! Har du husket løkene mine! Tar jeg ikke feil saa har jeg en slump liggende i en eller anden krok i husholdningskjelderen. Hvis du finder dem, saa vær saa snild at put dem i jorden, de tar merkelig liten plads, bare du setter av et ørlite stykke i lunden er det nok, de kan settes ganske tæt. Ja, undskyld mig, alt dette vet du bevisst fra før. Hvordan gaar det med de alpeviolene som blev saa fine i haven i sommer. Kan mor faa dem til at sætte blomster? Den ene hadde knop da jeg reiste og før jeg vidste at jeg skulde reise gledet jeg mig slik til at drive dem frem. Gad vite om de faar gjødning, det maa de ha.

Herfra er lite nyt at meddele – det eneste er kanskje at det var auktion her i gaar. Først over en avdød husmand efterladenskaper og siden over ”en del husgeraad til hørende sanatoriet”: massevis av istykkerslaat stentøy. Det var virkelig morsomt at høre paa; gid for et indblikk man fik av bondens meget omtalte træghet. Det var akkurat som den ?? som man puffer og puffer for at faa nedover bakken og som saa ruller baade langt og vel og næsten ikke vil holde op igjen. Slik var det med ?? ting som skulde auktioneres ogsaa. Det var ingen som vilde by til at begynde med, alle stod bare med hændene i lommene og spyttet foragteligt ut til siden. Saa kom en da forsigtig med et bud og jamen trodde jeg ikke ofte førstemand skulde faa det for auktionarius sa ”ingen bedre ingen bedre” i det uendelige, og saa tilslut ”sidste gang” og skulde til at slaa hammeren i bordet. Da, i det øieblik hammeren var en tienedels millimeter fra bordet var det sporten at slønge ind ”50 øyro”, og dermed føk det ”grøver”?? som kjæpper i hjul baade til 50 og 100 kroner.

Tak for din hjælp med det tyske utryk, forresten kan jeg ikke lenger begripe hva det var jeg ikke skjønte, men du vet, av og til har man jo et tomt hul indi hjernen og i slike øieblikke er man ikke overbegavet.

Det var leit telefonen var saa umulig da jeg snakket med dere søndag, jeg hørte forresten utmerket. Mor spurgte hvor telefonen stod hen, jeg hadde indtryk av at hun vilde vite om vi kunde skravle om hvadsomhelst. Men det tør jeg liksom ikke riktig, for doktorens telefon henger saa nøie sammen med sanatoriets at jeg tror man kan staa i hvilken som helst telefon der nede og høre hvert ord vi sier!

(Det udropstegnet tilslut var ikke saa alvårlig ment, jeg bare kom til at sætte det fordi jeg tænkte paa at jeg ikke har mer at krive om, saa jeg nu maa slutte.)

Mange og hjertelige hilsener til dig og Mor og alle paa Borgerstuen inklusive Bøi, fra

Monna

Lars Fredrik Björklund fra Eskilstuna

Postet den av

På TV er slekt og gammel historie i vinden nå i 2017. Bland annet går «Anno» som er reality om hvor viktig det er å bli borger og mester. Mens jeg bladde i papirene jeg har arvet kom jeg over et borgerbrev fra 1853. Så dermed tok jeg fatt i dette og gravde fram litt familiehistorie rundt borgerbrev og klassereiser.

Borgerbrevet er for Lars Fredrik Bjørklund og det er skrevet i 1853 med gotisk håndskrift og derfor ikke så lett å tyde. Men etter hvert dukket forståelige ord fram…

borgerbrev1853_forsiden_foto_1500px     borgerbrev1853_baksiden_foto_1500px

Her står det, tolket etter ringe evne. Noe glipper og da står det … og der jeg er i tvil står det (?):

Christen Kahrs,

Foged i Ringerige og Hallingdals Fogderier samt Politimiseter og med Magistrat i Kjøbstaden Hønefoss Gjør vitterligt at

Aar 1853 den 9de April for Lars Fredrik Bjørklund fremlagte for Magistraten at bliven meddelt Borgerskab til Kjøbstaden Hønefoss som Kleinsmed, i forhvilken hensigt som fremlagte:

  1. Attest af 23 August 1838 fra Kyrkomand Lundgreen om at mannen fød i Eskilstuna i Sverige den 14 Marts 1810.
  2. Attest af 22.Mars 1837 fra Lensmann Robsahm om at same forferdiget til …, adskilligt arbeide vedkommende …, og
  3. Attest fra Kaldsman C Øversen, at …anten som skaffet sig fornøden Innsigt i Kleinsmeding og Regning(?),

og da Intat forøvrigt(?) måden at mann til … for ærbydelse af det Ansøgte i … forannevnte Lars Fredrik Bjørklund, med hjemmel af Kongelig naadigst Resolution, dateret 22. April 1853 og … aflagt ?ed-folgelig> ML(?) 3_3_1. formed antages og indskrives som Kleinsmed til Kjøbstaden Hønefoss med alle de Rættigheder og Forpligtelser som Lovgivningen foreskriver.

… … meddeles under min … og … Ringeriges og Hallingdalens Fogederier 9. April 1853.

Nederst på siste side står det notert at dette er et Borgerbrev, sannsynligvis skrevet av noen i senere tid.

I borgerbrevet refereres også til noen attester, og nummer to i listen har jeg originalen til:

attest22mars1837_foto_1200px

Attesten forteller at han i 1836 hadde ansvar for alle beslag til dører og vinduer hos lendsmand Robsahm, Hole i Ringerige. Dette var nok viktig for å få borgerbrevet.

Borgerbrevet fra 1853 får han året etter at Hønefoss blir egen bykommune i 1852. Før dette var det neppe mulig å få borgerskap. Så dette borgerbrevet innlemmer Lars Fredrik som borger og Smed i den nye Kjøbstaden Hønefoss.

I attest 1 i borgerbrevet står det at han er født i Eskilstuna 14. mars 1810. Så hvorfor dro han til Norge? Hva skjedde fra 1810 til 1853?

Etter rask googling dukket det opp informasjon om en halvbror som tydeligvis er kjent knivsmed i Sverige, Lars August Norenius, se omtale her. I papirene jeg har finner jeg fire brev fra Lars August til Lars Fredrik på deres eldre dager, og slik jeg tolker det har de hatt regelmessig kontakt og har omsorg for hverandre.

Ut fra informasjonen på nettet om Lars August Norenius kan man lese seg til følgende barndom for Lars Fredrik:

Faren til Lars Fredrik var «Smideshandlare» Lars Gustaf Björklund i Eskilstuna. Han dør når Lars Fredrik er 5 år og moren gifter seg med Carl Gustaf Norenius som var ansatt hos Lars Gustaf Björklund. Så Norenius tar over enka og butikken. Etter dette blir det en omflakkende tilværelse for lille Lars Fredrik. I 1817 flytter de til Ramsberg og driver en Gästgivargård. I 1821 blir halvbroren født, men det er tydeligvis mye rot i familien for de må få utstedt ny «Dopssedel» da de dukker opp i Eskilstuna igjen i 1823. «Commun Collegiet» vil helst at de drar fra Eskilstuna, det er noteret «Folket supigt», men en domstol lar dem bli boende. Dette er i 1823 når Lars Fredrik er 13 år.

I 1825 dømmes stefaren Carl Gustaf Norelius for hustrumisshandling. Han skal ha skåret kona i halsen med en skomakerkniv, og «forsökt själ avhända sig livet». Han får åtte dager på vann og brød. Men når dommen skulle effektueres var familien forsvunnet. Da er Lars Fredrik 15 år og kanskje dratt hjemmefra? En halvsøster flytter til «staden» i 1827, bare 12 år gammel og en annen havner på Fattiggården.

Litt mer googling og det dukker opp en registrering fra 31.10.1832 der smedsgesäll Lars Fredrik Björklund født 1810 er innført i rullene til «Centralfängelset Långholmen», myndigheten er Rådhusrätten i Eskilstuna. Hva han straffes for står det ikke noe om, men han er tydeligvis fortsatt i Eskilstuna. Se link.

Til Norge på jakt etter arbeid

Neste bit i puslespillet om hva Lars Fredrik gjør dukker opp i papirene mine. Det er en reisetillatelse fra Christiania Politikammer i 1835.

reisepass1835_1200px

På denne står det (… er ord jeg ikke klarer å tyde):

«Gjør vitterlig: at Foreviseren heraf Smedesmand Lars Fredrik Bjørklund, der hertil er ankommen med Pas fra Eskilstuna af 22de Desbr. f. A. agter nu at reise her fra Staden, hvor ingen Smitsom Sygdom hersker, til Bergen for at søke Arbeide og da han til denne Reise har været Pas begjærende, saa medeles saadant herved med tjenstlig Anmodning til Alle og Enhver, som bemeldte Reisende maatte forekomme, at de ville lade ham, paa denne reise, frit og uhindret passere.»

Det står da at han er «smedesmand» og kommer fra Eskilstuna og reiser videre til Bergen. Ellers står det på dette Pas at hans «Höide og Statur» er «middelmaadig» og at han har brune øyne og brunt hår.

Så han reiste rundt i Norge og lette etter arbeid og han er smed. En historie som går i familien er at han kom til Kristiania på sparkstøting. Så hadde han planer om å reise derfra til Bergen – men kom aldri lenger enn til Hønefoss for der traff han en dame. At han kom til Hønefoss i 1835 (året for reisepasset) kan jo stemme bra med denne historien. Attesten fra Robsahm forteller at han fikk ansvarsfullt arbeid i 1836, og det ville han vel neppe fått om han ikke hadde gjort andre ting før. Han registreres offisielt som innflyttet til Norderhaug Prestegjeld fra Eskilstuna 31.7.1838. Han omtales da som Smedesmand: (link) nummer 29. Det er en kolonne for hensikten med innflyttingen og det er ikke så lett å tyde.

I 21. januar 1938 står det oppført en Smed Bjerkelund som far til et «uækte barn» Andreas LINK – nederst. Bjerkelund er en versjon av navnet som er brukt i kirkebøkene i Norderhaug prestegjeld. Han knyttes til Hole og det er der han gjorde jobb for Lendsmand Robsahm. Moren er Caroline Hansdatter fra Christiania, men nå på Hagaeie som er i Jevnaker. Dette oppdaget jeg ved at samme Caroline ble mor til et «uækte barn» rett før Lars Fredrik fikk sitt andre, og det uækte ble døpt rett før Lars Fredriks barn. Utenfor det uækte står det om alle morens tre uækte med ulike fedre og der står Smed Bjerkelund nevnt som far til hennes andre barn. Tilfeldigheter gjør at man oppdager slike ting mao.

Den 13. mars 1839 gifter han seg med Laurenze Marie Hendriksdatter i Haug kirke, rett ved Klækken nord for Hønefoss. Scannet kirkebok riktig side nummer 13

Hun er datter av en smed, Henric Iversen (mange stavemåter på fornavnet) og han er igjen sønn av en smed Iver Johansen. Henric og Iver finner jeg i folketellingen for 1801 boende på «Hønen». Link til digitalisert folketelling

Her bor Iver i hus 18 og Henric i hus 22. Henric bor sammen med en annen enn moren til Laurenze Marie (kona til Lars Fredrik) som er Oline Larsdatter. Her står Johanna Larsdatter som kona til Henric. Ut fra diverse søk så tyder det på at Johanna dør barnløs og så gifter Iver seg med hennes niese Oline i 1810. Oline er datter av en «Mæster Skomager» Lars Jacobsen fra Bragernes (Drammen) og moren er Anne Larsdatter. Link til folketellingen for 1801 Bragernes: Link til digitalisert folketelling

Lars Fredrik og Lavrenza Marie får flere barn. Jeg har en «Epistelbok» fra 1789 og på innsiden av permen står litt familiehistorie:

De Ærlige Evangelier og Epistlar Jämte Böne=Boken Som på följande sida åro upteknade. ÖREBRO, 1789
Boka med blyant som viser størrelsen.

De Ærlige Evangelier og Epistlar Jämte Böne=Boken
Som på följande sida åro upteknade. ÖREBRO, 1789

Her har Lars Fredrik skrevet:

  • De??? bog kjöbte jeg af Snekker Maansen 1841
  • Hans fader har bringt denne fra Sverige.
  •  LF Björklund
  • Min Sön Carl Fredrik Björklund er fødd den 29ende Marts 1839.
  • Min Sön Johan Herman Björklund födt den 6te Februar 1842
  • Min Datter Christina Mathilda födt 1844 og död 1846
  • Min Datter Hvilhelmina Albertina födt den 10. Juny 1851
  • Nederst på siden står det:
  • Min Moder er födt i Ôrebro mens jeg i Eskilstuna

Lars Fredrik og Lovrenze Marie får tydeligvis tre barn som lever opp: Carl Fredrik i 1839, Johan Hermann i 1842 og Wilhelmine Albertine i 1850.

Jeg finner dåpen til Carl Fredrik (LINK – nummer 3 ovenfra), Johan Herman (LINK – nummer 32) døpt i Haug Annex, som i dag er Haug kirke. Haug kirke var den gang under Norderhaug prestegjeld. Se kart lenger ned. Hvilhelmine Albertina ser ut til å være døpt i Norderhaug kirke, (LINK midt på), her kalt Vilhelmine Albertine og faren har etternavn Bjerklund.

Kan også legge merke til at de fikk Carl Fredrik i 29. Mars 1839, og de giftet seg 13. mars samme år, så han er «ægte» født. Jeg har et brev til ham fra halvbroren til Lars Fredrik, dvs knivsmeden Norenius nevnt over. Det er fra 1874 hvor han takker for informasjon og kondolerer med Lars Fredriks død.  Ut over det har jeg ikke funnet videre sport etter Carl Fredrik, bortsett fra at en emigrant-note kan gjelde Carl Fredrik (LINK). Her står det at en Carl F. Bjørklund emigrerer fra Christiania til New York i 1879, han er da 40 år (og det kan stemme med født 1839) og er uten arbeide. Kan det være ham?

Vilhelmine Albertine finne jeg igjen som konfirmant i Christiania i 1866 (LINK nr 30), og folketellingene viser at hun blir boende sammen med foreldrene, sannsynligvis til de dør. Og hun er tydeligvis ansatt hos broren Johan Herman som kasserer ut fra folketellingen i 1900 og 1910. Hun flytter også med broren til Stenersgaten 16. Mer om dette en annen gang…

Johan Herman ender som Grosserer og eier av Sommerogaten 17. Mer om ham en annen gang.

Hvor bodde de egentlig, Lars Fredrik og Lavrenze Marie på Hønefoss?

Mange steder i kirkebøkene står det at Lars Fredrik, Lavrenze Marie og hennes slekt blir koblet til «nordre Hønenfos», mens familien til Lavrenze Marie er registrert på Hønen i folketellingen i 1801. Det er mange som er registrert i ulike hus under Hønen i denne folketellingen. Hønen er en gård som lå litt nord for dagens sentrum av Hønefoss. Men det er neppe så mange hus på denne gården i 1801.

Ved rask sjekking så viser det seg at Hønefoss ble egen bykommune først i 1852, så «Hønen» det refereres til i folketellingen fra 1801 er da kanskje de husene som lå samlet på nordsiden av fossen på grunnen til Hønen gård, det som senere utviklet seg til nordsia i Hønefoss by. Ved fossen var det mange kværner og sagbruk og fossen ble kalt Hønenfos. Og derfra kommer kanskje stedsangivelsen «nordre Hönenfos» i kirkebøkene?

Her er et utsnitt fra et kart fra 1846 over området (ekstern link til full versjon).

kart_buskerud-amt-17_1846_utsnitt

Her heter det «Hönen fossen» – navnet er delt i to med grønn strek under. Selve gården Hönen ligger øverst midt på. Til høyre ser man Klækken og over det «Löken» og «Houg». Over g’en i Houg er symbolet for kirke og her har det vært flere barnedåper i familien. Det er en gammel steinkirke fra 1200-tallet.

Det skjedde flere større branner i husene på nordsiden av fossen i Lars Fredriks levetid og det ble organisert brannvesen. Til slutt flyttet mange til sørsida.

Her er utsnitt av et kart fra 1880 og det er store endringer fra kartet fra 1846.

unknown title

Jeg vil kanskje tro kartet fra 1846 var mer opptatt av veier og topografi og ikke fikk med seg all bebyggelse i tettstedet som ble Kjøbstaden Hønefoss? Kartet er fra 1846 og Hønefoss fikk bystatus i 1852 så det bør være flere hus der enn det som står på 1846-kartet for at det skulle få lov å bli by?

Bjørklundsgate:

Det finnes til og med en liten gatestump i Hønefoss i dag som heter «Bjørklundsgate» på nordsida, norvest for Nordre Torg (google link):

bjorklundsgtgoogleearth

«Nordre torv» var en sentral plass den gangen, som nå. Det ligger to hus i gaten i dag – lurer på hvor gamle de er? Dette er også rett ved «Riddergården» som er et stort fredet middelaldertun. Min far snakket om at det fantes en gate oppkalt etter «gamle Bjørklund» i Hønefoss, så det må da være denne gaten han snakket om.

Thranitter

Fra Sten Høyendahl har jeg fått informasjon om at Lars Fredrik var medlem av Tranitterbevegelsen. Også Snekker Monsen som han kjøpte bønneboken av var medlem, ja en av de mest sentrale. Lensmann Robsham gjorde opptegnelser om medlemmene av Markus Thranes arbeiderforening i Norderhov og skriver om Lars Fredrik: «gift, har fire barn, ringe forfatning, smed, god helbred, drikkfeldig».

En liten klassereise:

Det ser da ut som Lars Fredrik selv kom fra en smed-familie og gifter seg inn i en familie med lange smed-tradisjoner og kom inn i et større håndverkermiljø rund fossen Hönenfoss. Hønefoss ble by i 1852 og i 1853 får Lars Fredrik borgerbrev. Så fra å være et farløst barn i Eskilstuna med «supende» foresatte, via Centralfängelset Långholmen, så ender han som en borger av den nye framvoskende Kjøbstaden Hønefoss med fire barn og kone.

Det er sønnen hans, Johan Herman, som virkelig gjør en klassereise da han ender opp som rik grosserer i Oslo.

Når reiser de til Christiania?

Hva som så skjer etter at han har fått borgerbrevet har jeg lite informasjon om. Ett av problemene er at det ikke var noen folketellinger mellom 1801, før Lars Fredrik kom, og 1865 da han var flyttet til Christiania. I folketellingen i 1865 er han og kona  i Christiania med datteren Wilhelmine Albertine på 15 år som fortsatt bor hjemme.

I 2021 tok Sten Høyerdal kontakt da han arbeidet med en oversikt over svensker som kom til Hønefoss på 1800-tallet og hadde funnet denne web-siden. Han har kommet med tileggsinformasjon som kan oppklare mer om reisen til Christiania. Lars Fredrik ble rammet av bybrannen i 1854 og flyttet da til Christiania.

I Christiania bor de i Holmens gade 18B som ligger i Pipervikan (Vika) i Christiania. Den er revet nå, men gatenavnet har gjenoppstått på Aker Brygge. Yrket hans er da «Mekaniskarb.» Sønnene er ikke registrert i folketellingen i 1865 noe sted i Norge.

Bilder fra Holmes gate hos oslobilder.no: bilde 1, bilde 2

I papirene jeg har, dukket det opp annonser fra L.F. Bjørklund for svimerker og messinglåser, antagelig fra 1872 da det står dette årstallet på baksiden av arket de er limt opp på.

annonser1872_svimerker_600px

Ølbryggerier var tydeligvis kunder for sviemerker. I nest nederste annonse står det:

«Ølbryggerier der exportere Øl anbefales Sviemærker og Nummere i enhver Størrelse smukt og billigt arbeide af L. F. Bjørklund, Holmens Gade No. 18. Christiania»

Den øverste annonsen er også artig lesning:

«Sviemerker. Som bekjendt har denne Murer S. Syversen, Lakkegaden, fungeret for mig en Stund som Agent og modtaget Bestillinger paa Sviemærker, men af Aarsager er en lediget, hvorfor Alle og Enhver advares at ikke betro noget i mit Navn, da jeg selv medtager Ordre. L. F. Bjørklund, Holmens Gade 18.»

Siste spor jeg har etter ham er brev fra hans halvbror Lars August Norenius fra 1869, 72 og 73. Der takkes det for brev. Men så kommer et brev fra Norenius datert 1874 og det er til Carl Fredrik, eldste sønnen til Lars Fredrik. Det står det om at Norenius har fått brev fra Carl Fredrik om at far Lars Fredrik er død.

Etter litt søking dukker han opp i skifteprotokollene LINK nr 216, og her står det at han dør 17. februar 1874 i Holmens gate nr. 18 og etterlater seg kone og «4 myndige børn». Jeg finner begravelsen hans i kirkeboka for Trefoldighetskirken LINK nr 34. Her står det at han dør av hjerneslag.

Jeg finner Lavrenze Maries begravelse i kirkoboka for Domkirken i Oslo, 28. mars 1876 og da står hun som enke etter Smed Bjørklund. LINK nr 56, andre på høyre side. Her står det at hun dør av Cancer ?? og at hun bodde i Raadhusgaten 11 + R.h. sykehus, som tyder på at hun døde på Rikshospitalet av en eller annen form for kreft.

Gravene deres er nok borte da jeg ikke finner dem når jeg søker på gravferdsetaten i Oslos register. Der finner jeg en familiegrav for Johan Herman (Lars Fredriks sønn) med 9 personer LINK, men hverken Lars Fredrik eller Laurenze Marie ligger der. Denne graven ble opprettet av Johan Herman da den første av hans seks søsken døde. Nå ligger han selv, svigermor og kone, fire av søsknene her, en kusine Vera og familie etter to av barna hans.

I folketellingen fra 1865 finner jeg ikke spor av noen av sønnene, men i 1875 er Johan Herman registrert i Christiania, og holder seg der videre. Carl Fredrik har kanskje emigrert i 1879?

Luktorpet – kort fra Hans 1925

Postet den av

Dette er fra et kort med bilder og tekst undertegnet med «Hans, Julen 1925». Det er flere «Hans» i slekta. Den eldste, Hans Olsen Nordhagen, bror av Johan, døde i 1924, så det er neppe ham. Beste kandidat så vidt jeg kan se er Hans Christian Nordhagen (1889-1929), sønn av Johan.

Teksten:

Luktorpet i Solör – ved nordenden av Skasen – blev ryddet av Johannes Olsen, født 1782, gift 25-7-1815 med Kari Amundsdatter. Johannes var skogvokter og korpstompeter. Kari omkom under Grue kirkes brand, 1ste pinsedag 26-6-1822. Hun bar et barn til daaben {Brede Potholtets barn}.

Johannes og Karis sön var Ole Johannesön. Ole blev födt 15-6-1816, og blev gift 17-3-1854 i Veldre kirke med Alis Hansdatter, f. 1831 paa Rognbergshaugen. Alis’s foreldre var Hans Olsen {Börkeeie} og Anne Hansdatter. Ole og Hans bygget Nordhagen.

En brorsön av Johannes Olsen het Ole. Hans sön var Martin Olsen Luktorpet, f. 1846, död 1924. Martins bestefar Ole Olsen döde 1867.

Bilder:

luktorpet_600px

Luktorpet

martinolsenluktorpet_600px

Martin Olsen Luktorpet
– tremenning (ser det ut som) av Ole som giftet seg i Veldre med Alis.

litedamebilde

Lite bilde som sto midt i teksten, men det sto ikke hvem det var. Hjelp! 🙂

Det var en viktig oppgave for en ung dame å bli godt gift

Postet den av

Sjekk gjerne innholdsfortegnelsen før du leser et enkelt blogginnlegg.

Det er blitt skrevet litteratur om hvor mye stress det var for å bli godt gift før i tiden. En av de viktigste bøkene var «Amtmannens døtre» av Camilla Collet. Første versjon ble skrevet i 1854 og den kom i flere versjoner etter dette. Jeg vil tro det var en lik situasjonen for Aall-Fabricus kvinnene da de alle vokste opp i relativt velhavende familier på 1800-tallet.

Med utgangspunkt i de livshistoriene som Bibbas opptegnelser gir et innblikk i, så forstår jeg hvordan man som ung dame med litt perspektiv og forståelse av sin livssituasjon, kan være villig til å forsake egen nytelse som kjærlighetsekteskap, fordi et ekteskap med en mann med god økonomi kunne redde hele slekta i mange generasjoner. Bibbas familiehistorie viser dette klart.

Som det framgår av denne familiehistorien så «redder» Bibbas onkel, Hr. Flood, både sin svigerfar og to svigerinner fra armoden, samt sikrer fire små nieser utdannelse og muligheter for «godt gifte» senere.

Fru Flood var født Hanna Thomine Magdalena Aall og var en av tre søstre som levde opp til voksen alder. Hun giftet seg med jerverkseier Jørgen Flood. De to andre søstrene var Amborg Nicoline og Elisabeth Jørgine Birgitte (Betzy). Betzy blir også godt gift med Jacob Schiwe Fabricius som var sønn av en admiral og selv på vei opp i de militære rekker. De tre søstrene hadde også en bror, Niels Weyer Aall, men han hadde tydeligvis ikke noe å bidra med.

To av de tre Aall døtrene blir godt gift, mens Amborg var enslig. Amborg fikk økonomisk støtte av Fabricius. I en alder av 40 år dør Fabricius plutselig og Betzy sitter igjen som enke med fire små døtre og Amborg uten viktig økonimisk støtte.

Siden Fabricius var offiser i det militære får Betzy enkepensjon på 180 daler per år. Ut fra brevet fra 1834 så er dette knapt nok til å dekke en, for dem, enkel bolig. Det finnes ikke offentlig skole for piker på den tiden og med kun enkepensjon ville det neppe vært økonomi til å betale for undervisning for de fire døtrene til Betzy og Fabricius. Så Hr. Floods gode økonomi gir da disse fire jentene mulighet for utdannelse. Noe som økte muligheten for å bli godt gift.

En annen ting Bibbis opptegnelser viser er at søstre holder sammen! Amborg flytter sammen med Betzy og de hjelpes ad med oppdragelse av småjentene og deler utgifter til husholdet. Hr. Flood sparer vel også penger ved å ha kun en leie å betale for. Betzy og Amborg forsøker også å tjene penger ved å jobbe litt, men det var sikkert begrenset med jobber for slike som dem og som var akseptable innen deres sosiale kretser. Lærerinne var tydeligvis godkjent arbeid. Og det var tydeligvis viktig for dem at jentebarna fikk utdannelse.

En tredje innsikt er at menn også har ansvar for sine svigerinners ve og vel. Hvis man har økonomi til det vil jeg tro det forventes at man finansierer hele slekta. Dette må nok ha vært et sterkt press på mennene på denne tiden – kanskje like stort som det kvinnene opplevde for å bli godt gift. Mennene skulle være godt gifte og kunne ta vare på sine foreldre, søstre, svigerinner – og også hjelpe brødre hvis de hadde økonomiske problemer. Jeg lurer på om det siste var mer «forretningsmessig» og ikke så «almissepreget» som det å ta vare på søstre og svigerinner?

Jeg ser liknende situasjoner i andre deler av familien hvor en med god økonomi has ansvar for slektninger som kan være ganske langt ute, men kommet i økonomisk vanskelig situasjon, typisk enker med døtre.

Dette ansvaret for hele slekta hvis man har god økonomi kjenner jeg igjen fra omtaler av «problemer» med å ansette lokale hjelpearbeidere i utviklingsland. De lokale er under et stort press for å skaffe jobb til slekta og finne andre måter slekta kan tjene penger på det hjelpearbiedet den ansatte er involvert i. Jeg vil anta dette presset tilsvarer det presset som var på Bibba Hoells tid.

Ett siste sukk: I dag forventer jetene (av seg selv) at de må være pene og atraktive så de får skaffet seg en flott mann å elske og som tar sin del av ansvaret hjemme. De må også skaffe seg utdannelse og et utkomme som gjør at de greier seg bra økonomisk. Før måtte man «bare» være attraktiv nok til å skaffe seg en rik mann, og det var delvis også foreldrenes og resten av familiens ansvar. Det var vel derfor resten av slekta blandet seg inn i de unge damenes liv og levnet.

Men både da og nå var det et stort press på de unge damene. Mens det da var et stort ytre press fra omgivelsene så er vel presset i dag vel så mye egne krav til seg selv. Og feil kan man bare skylde på seg selv og det går bare (mest) ut over en selv. Den gangen hadde man flere å skylde på hvis ting ikke gikk etter ønsket, samtidig som å feile kunne gå ut over hele slekta. Slitsom kan det være å være ung dame uansett!

Brev 1834 til Elisabeth Marie Fabricus fra hennes sønn Jacob

Postet den av

Neste brev fra 1834, dvs at tippoldemor Bethsy (Elisabeth Marie) og Constance var født, hhv 1832 og 1833

Brev til Elisabeth Marie Fabricius født Schiwe (1771-1835), sendt henne året før hun dør. Fra hennes sønn, og svigerdatteren har lagt til en side på slutten.

Jeg tror problemstillingen er relatert til at Jacob skal forflyttes (han er Artillerikaptein) og vet ikke hvor. Og han planlegger for sin kone Elise og to barn å flytte hjem til Porsgrunn mens han reiser i forveien og ordner før hun kommer etter. Han tror han blir forlagt til Trondheim, men håper det blir Kristiania – og det ble det i første omgang. Den omtalte Ambor er Elises søster som er enslig.

Det gjøres en del prisberegninger og de er i speciedaler og skilling (S). Wikipedia om speciedaler: http://no.wikipedia.org/wiki/Speciedaler

I Bibbis opptegnelser om sin barndom så skriver hun at moren Elise som enke i 1840 får 180 speciedaler i årlig enkepensjon. De beregninger om kost og logi som gjøres i dette brevet sier litt om hvor mye/lite dette beløpet er.

Det omtales en kaptein Fabricius gjerne vil bytte plass med og navnet er vanskelig å tyde. Jeg har Googlet litt og tror det kan være tale om Kaptein Rehbinder: https://lokalhistoriewiki.no/index.php/Gustav_Christian_Rehbinder

BREVET:

Til

Fru Admiralinde E.M. Fabricius

Osebakken pr. Porsgrund

Stokke, den 5. april 1834

Kjære Moder! Vi have riktigt modtaget Deres skrivelse af 29de f.M. og takke hjertelig for alt det Bryderie De for vor Skyld have havt i den omhandlede Sag. Men Knuden er lidt lei, kjære Moder, og det gjór mig ondt, da jeg så gjerne vilde have Elise hos de snille Bruuns, hvor alt forresten syntes at kunde arrangeres saa vel. Jeg veed ikke om der nu kan gjóres noget videre ved Sagen, da det er meget tvivvlsomt om Bruuns ville nedsææte Prisen saa meget som jeg ónsker, og skulde de ikke kunne gjóre det uden at sættes i Bekymring for at komme tilkort, så vilde det også være ubehageligt for dem og deres logerende.

Imidlertid bór jeg dog forklare mig noget nærmere om Aarsagen hvorfor jeg synes at Betalingen er for hói. Jeg havde forestaaet at leie for Elise for det Første til Nytaar men rimeligst er det at hun ikke havde kommet til at reise til Trondhjem, fórend til næste Sommer, altsaa vilde hun have blivet et Aar hos Bruuns og for den til gjór jeg min Beregning.

Der skulde da været betalt for hendes Værelse med Underholdning o.s.v. for hver av de 5 Sommermaaneder 20, er for Sommeren 100,- og for hver av de Vintermåneder, fra October til April, 24, er for Vinteren 168,-. Altså i det hele for et Aar 268,- og desforuden skulde Ambor særskilt betale sit Værelse og Underholdning med 80 aarlig.

Denne pris, som Bruuns havde foreslaaet Ambor, vidste jeg Beskjed om fórend jeg skrev om Elise, og det er derfor naturlig at jeg har lagt den til Grund for det Overslag som jeg i mine Tanker gjorde over det som jeg vilde komme til at erlægge. Jeg tnænkte nemlig som saa: Elise leier kun et Værelse ligesom Ambor, hun behóver for sin Person ikke mere Kost og ikke mere Vask en Ambor, altsaa kan hun for sin Person ikke komme til at betale mere enn 80,-. Ligesom Søsteren.

Det er vel sandt at Elise behøver Meubler og Sengeklæder og at Ambor gav disse ting selv; men saa havde A. derimot betinget sig Lys og Veed til sit Sengekammer samt complet Opvartning, hvorimod E. selv holder sig med Lys, likeledes heróger sin Opvartning ved sin egen Pige, og Veden for hende er ikke beregnet, da jeg siden særskilt anfórer den, altsaa tænkte jeg at disse faa Ting kunde veie op mod de andre to. Da Inger ligger på Elises Værelse saa er der ikke noget at betale for Logis for hende, det er kun Kosten om at gjóre og lidt Vask og det tænkte jeg kunde erstattes med 40,- for et Aar.

Her i Bygden giver man kun 8 S daglig i Erstatning for Kosten til Tjeenstefolk, hvilket bliver mellom 24 og 25 om Aaret; men det er for lidt, især naar der skal være nogen Fordel ved at give Kosten, som der her bór være.

For de to Smaae tænkte jg ligeledes at Kosten kunde erstattes med 40,- om Aared, Vask og Opvartning med 25,- Brænde til begge værelser tænkte jeg kunde godt gjóres med 15 aarlig da jeg mener at 1 Fv. Birkeved i Porsgrund faaes for 1,-. Alt dette til sammen gjór 200, og det vilde ogsaa under alle omstændigheder være det hóieste som jeg kunde taale at betale.

Skulde jeg have antaget Bruuns Propos, saa vilde Elises Ophold et Aar i Porsgrund iberegnet Reisen derhen og tilbake til Christiania, Lón til Inger, Klæder til Kone og de Smaae, Drikkepenge til Tjenestefolkene o.s.v. komme til at lóbe op i 400,- og da var jeg som en Halv, saasom jeg behøver mange Penge til Trondhjemsreisen, Enkekassen, egen Underholdning m.v. Men hvad skulde vi nu fange an? Jeg vilde gjerne Elise skulde til Porsgrund men hvor hen der.

Vi have også andre Projecter – Vi kunde leie os inn i Christiania indtil det lakker noget længere henad Sommeren og da allesamen begive os til Trondhjem. – Saa sparede jeg Op og Nedresien; men saa maae vi blive der. – Det som endnu vilde være bedre var om jeg kunde faae en af mine Kammerater at bytte med mig og modtage min Plads i Trondhjem. – Jeg har skrevet til Katpein (?) Hetbinder/Kehbinder som egentlig er ansat i Fredrikstad, men altid opholder sig i Stokholm. Det skulde være meget godt for mig om han vilde indlade sig derpaa, og ham vilde det kun gjóre liden Forskjel, da han kun mellemstunder besøkger det Sted hvor han er ansat.

Hvis vi skulde tænke paa at bi et andet Sted i Porsgrund saa vide vi nu(?) intet bedre end John Sannes som jeg da skulde omtale lidt, skjónt jeg er bange Mutter har faaet nok af mig og mine leie Commissioner. Jeg overlade til Moder om De tror der kan afhandles noget videre med Bruuns og da det maaske vilde være ubehageligt for Moder at indlade sig i mundtlig Samtale om alle de detaillerede Afslag som jeg har anført, saa har jeg intet imod det om De lader Bruuns læse de to første Sider af dette Brev. Mere end 280 d for et Aar kan ikke betales af Ambor og Elise til sammen, og naar det fordeles paa maanedene saa bliver det vel 22d for en Sommermaaned og 24 1/3 d for en Vintermaaned. Maaskee Sannes kunde være villige til for den Priis at modtage Ambor og Elise? Conditionerne maatte foróvrig blive de samme som hos Bruuns. Men en bestemt Contract kan jeg rigtignok for Øyeblikket ikke indgaae med Nogen, forinden jeg faaer Ketvinders Svar. – Dog var det godt at hóre sig om lidt iforveien.

Nu har jeg da præket en heel Deel om denne Sag og taget Pladsen bort fra Elise som skulde fortelle lidt om Stokker og den vitkgie Dag iovermorgen. Det fine Bród som er bagt i den Anledning er sandelig blevet godt. Vi havde det til Middags Efter Maden til Desert. Mange hilsener til Bethsy, Sidsel og Marie fra Deres Hengivne lydige Søn J. Fabricius.

<Tillegg fra fruen:>

Inderlig kjære Moder!

Det lader nesten som om min (?) saalænge omtalte Porsgrunds Tour tilsidst aldeles ikke bliver noget af, og besynderligt er det at det ikke engang kan blive bestemt hvor vi til Sommeren skulle opholde os henne, hvad mig angaaer da fólger jeg med Glæde med Fabricius til Trondjem, og naturligvis er denne Tanke mig meget kjærere end at være hos Bruuns dersom jeg kunde troe at mit Ophold der paa nogen Maade skulde blive dem trykkende, jeg kan ikke nægte at det Hele for mig ser lidt broget ud, og at jeg inderlig længes efter en endelig Afgjórelse af Sagen; men det kan maaskee altsammen endnu jævnes paa bedste Maade.

Nu har vi da endelig faaet dóbt vor lille Constance, den elskede Fader har vel skrevet Dem til om vort lille tarvelige Bordsæt, De kan vel tænke at det var en stor Glæde for oss at see den kjære Fader herude; det var rigtignok en stor Skuffelse for os at Fader ikke vilde blive hos os om Natten, hvilket vi havde gjort sikker Regning paa, men nu maa vi dog takke Gud for at det ikke skede siden Veiret den næste Dag blev saa daarligt. Benedicte Aall som var Pigefadder, blev hos os til i Forgaars; vi have saaledes havt en hyggelig Paaskefest, det vil sige her hjemme, thi Fóret var saa slet at vi ingsensteds kunde reise. Den Fest Fabricius skriver om vi skulle have på Sóndag, bestaaer i at Fæpigen Petronelle skal have Bryllup, i hvilken Anledning vi have bedet Husmandsfolkene spise Middage her. Selskapet bliver i al mulig Simpelhed; men vi spare dog dermed Petronelle for de udgifter hun ellers i den Anledning maatte faaet. Ambor vil ogsaa skrive nogle linier, elskede Moder!

Mange Hilsener til Betsy, Thante Sidsel og Marie fra din lydige Datter

E. Fabricius

Brev 1831 til Jens Schow Fabricius fra sønnen Jacob

Postet den av

Brev skrevet 1831 til Vice-Admiral Fabricius fra hans sønn

Mottaker: Vice-Admiral Jens Schow Fabricius (1758-1841), dvs Eidsvollsmannen som bor på Osebakken i Porsgrunn. Kalles «Admiralgården» i dag.

Avsender: Sønnen Jacob Schiwe Fabricius (1800-1840) som bor på en «chefsgård» i Stokke med sin kone Elisabeth Jørgine Birgitte født Aall (1810-1873) også benevnt: Elise Georgine Birgithe.

De fikk min tippoldemor Elisabeth Marie, i 23.3.1832.

Dette brevet er skrevet 21. juli 1831, omtrent en måned etter at min tipptippoldemor var en måned på vei med min tippoldemor, deres førstefødte.

(?)’ene er ikke mine, men fra brevskriveren mens (xx)’en er mine der jeg ikke vet hva som står.

BREVET:

Kjære Forældre!

I Mandags havde vi den Glæde at modtage Deres Brev af 12 dennes hvorfor kjærteligst takkes. – Det var meget godt at Fader følede sig rask nok til at foretage en Kjøretour til Faret (?); men Udstigningen af Vognen der var lei og vi lenges efter at høre at den ikke siden har forvoldt nogen Smerte i det daarlige Been (?).

Nu har da Moder for en tid mistet sin snille Bethsy, som er en betydelig  afgang i den daglige Omgivelse og hvis Fravær vel desuden giver lidt mere huslige Sysler baade for Moder og Tante Sidsel, thi lille Kise(?) kan jo endmere ikke gjøre andet end tórre Stóvet af Stolene og faar lóbe og vimse lidt omkring, Admiralen, hvilket da egentlig er det hun har meest Lyst til.

– Altsaa er unge Chr. Bruun og Jft. Plesner nu offentlig forlovede. – Det var de jo ikke den gang jeg var hjemme? Megen Tak for Efterretningen fra Thomasens, som bedes venligst hilset fra os her naar De tilskriver dem. – Gid liden Bethsy nu maatte være ganske rask igjen efter Vaccinationen og sine Tænder.

–Karenus har fortalt os at Theemaskinen skal være kommet il Christiania, men at den der ligger i Quarantaine og at vi maae bie nogen Tid endnu inden vi kan faae den.

– Vi her have ikke været i Byen siden engang vi vare paa Comedien og kommer der vel heller ikke saasnart, thi Hesten kan vi ikke tage bort fra Gaarden i denne Tid, desuden finde vi os vel tilfredse hvor vi ere, især jeg som er over al Beskrivelse lyksalig og fornøiet ved det kjære landlige Liv med min lille fortræffelige Kone.

Besóg have vi imellem havt som De veed af vore Breve til Dem eller til Rolighed. Jeg vil derfor ikke gaae længere tilbage i Tiden end til igaar otte Dage. – Da kom om Eftem. Adv. Lasson med Ottilia og Hr. Carl Munch fra Christiania samt Lieutenant Segelcke med Frue fra Bærum. De to Sidste veed De af foregaaende Efterretninger er et Par meget tækkelige og hyggelige Folk, som baade Elise og jeg synes særdeles vel om. – Det var en mærkværdig Aften formedelst det sørgelige men vistnok prægtige Skuespil vore Fremmede og vi vare Vidne til. Et frygtelig Tordenveir trak lige over vore Hoveder. – Lyn fulgte paa Lyn og Skrald paa Skrald tættere end jeg nogensinde før har hørt det. En Lynstraale slog ned ganske tæt ved os, saaledes at Munch, der stod den nærmest, fuldt og fast troede den havde ramt et af vore Udhuse. – Flere Steder saae jeg Lynilden slaae ned i Skoven omkring os; omsider ramte den en Gaard som ligger paa en Høide ligeoverfor og omtrent 1000 Alen fra Stokker. – Inden 20 Minutter stod Hóeladet, der var truffet, og de tilgrændsende Udhuse i lys Lue og i kort Tid var alt opbrændt.

Redning var ikke at tænke paa for disse Bygninger, alt hvad man kunde gjóre var at afholde Ilden fra Vaaningshusene. – En Tiggerkone, som med sit Barn havde faaet Lov at ligge i Laden den Nat, brændte op. – Eieren er forknyt over det betydelige Tab han har lidt, men han er ung og stræbsom og vil med Tiden komme sig. – Lasson var gandske indtaget i det deilige Syn af de brændende Huse som vistnok ogsaa var vakkert naar man kune abstrahere (?) fra de sórgelige Forestillinger som vare forbundne dermed. – Elise havde jeg megen Ære af, hun var den Kjækkeste af Fruentimmerne som hørte til Huset, Ottilia Lasson holdt sig ogsaa taalelig godt, men Frue Seglecke var meget forsagt. Inger havde puttet sig hen i en Krog eller under en Dyne, thi vi kunde slet ikke finde hende saalenge Uveiret varede.

I Lørdags kom den kjære Broder Karenus herved tillige med Doctor Bonnevie – Den Sidste reisede igjen om aftenen men Renus Blev til Lørdag Aften og om Søndag Form. kom desuden Holst med Frue og Svigerinde saa vi tilbragte de to Dage i en meget behagelig Selskapelighed. – Jeg er glad for at Elise synes saa godt om min kjære…. Holst, ogsaa hans Kone finder hun godlidende.

– Med Hóhósten begynte vi i forrige Uge og har imellem havt travelt men er oftere blevet afbrudt ved det urolige Veir. I Türsdags Middags var et Fandens Huus da vi bemærkede at Veiret blæsede op og vi derfor skulde skunde os at bjærge det Hóe vi havde ude. Folk var her ikke mange at faae af i en Fart og altsaa maatte selv Gaardens Besetning afsted iberegnet Jfr Erboe og den lille Frue, som ogsaa fandt sig gandske taalmodig i at arbeide endskjónt hun fik lidt Hóifróe på Halsen, hvilket længe generede det lille Menneske. Vi have kun i det Hele faaet ind 27 Læs, regnet … til 1 ½ Skd, hvorimod der vist ligger ude 20 Læs, som jeg er bange faaer Skade, hvis Veiret skulde blive længe uroligt. – Naar Fader var i Nærheden saa kunde jeg xxhedst faae at vide den rette Tid til at slaae thi Fader veed altid saa godt Beskjed om Vieret.

Med Hensyn til Brevets Adresse er det heldst at der fremtidig blev anfórt undenpaa at det «afleveres i Sólient. Fabr. Bopæl i Runies Gaard i Kirkegaden, thi da faaer jeg det snarest. – Sidst maatte jeg længe vente uagtet Renus kom her Lórdag, Holst Sóndag og Brevet alt var i Christiania Fredag. – Dette brev tænker jeg ikke kommer hurtigere til Dem thi for at spare Postpengene sender vi det med en Leilighet /: Gud veed hvilken :/ men en som en Pige der tjener i C… hos Anne Katrine venter paa.

De Penge som Fader var saa snild at laane mig glemte Renus at sende i Lóerdags, men nu husker han det nok iovermorgen. Jeg har alting som er godt for uden Penge som jeg aldrig faar, men jeg kjóber ofte i Byen og lader altid Holst og Karenus betale. – Et Par Maaneders Gage har jeg nok faaet of dem siden jeg kom hjem, hvilket er Tegn til at jeg har god Credit – Nu vil jeg overlade Elise Pennen og slutter med de kjærligste Hilsener til Dem min elskede Forældre og den snille Tante Sidsel – … saasnart De seer Jørgen Aall eller Ambrotina beder jeg mig bragt i venligst  Erindring.

Deres lydige Són J. Fabricius

Opptegnelser Bibba Hoell – 3

Postet den av

Innelding

Den siste delen av opptegnelsene omhandler tante Ambor og en dramatisk hendelse i hennes liv.

Moren til Bibba og tante Ambor var datter av Eidsvollsmannen Jørgen Aall, også omtalt i Wikipedia. Han var også fra Porsgrunn, slik bestefar Fabricius var. Broren til faren var Jacob Aall og han er nok en mer kjent Eidsvollsmann enn Jørgen.

Bestefar Jørgen Aall var død allerede i 1833. Han var svært velholden helt til krigen og blokadene startet i 1807. Han drev med trelast og mange av skipene hans ble oppbrakt av fienden. Spesielt i tiden 1812-1814 sliter han økonomisk. Brannen som omtales under her skjedde i 1813 og ødela Jørgen Aalls store gård i Porsgrunn og han hadde ikke råd til å bygge den opp igjen. De måtte derfor bo på sommerstedet «Roligheden» hele året. Han måtte innstille virksomheten i 1820-årene og broren hans Jacob kjøpte «Roligheden» og lot Jørgen bo der til sin død.

Rolighed

Dette bildet er klippet ut fra en digitalisert versjon av værket «Slægten Aal» av Haagen Krog Steffens som er i to deler: Del 1 og Del 2. Fra side 320 og utover (det er i del 2) står det om Jørgen Aall.

OPPTEGNELSER 3

Nu har jeg igjen tante Ambors værelse. Det hadde bare et vindu der vendte ut mot bakker, og der stod tantes lænestol og det runde bord. På veggen til soveværelse stod sofaen med et bord foran og like overfor var en alkove, hvordi tantes seng stod. Der var så hyggelig hos tante, altid mødte vi et venlig ansigt når vi kom ind til hende. Dog jeg tror, at hun bør ha et særskilt kapitel som vi vil kalde:
Tante Ambors minde.
Du kjære gamle tante Ambor, hvor levende står du ikke for mig! Det er umulig at tenke tilbake på vor barndom uten at du er indflettet deri. Du som ganske vist av Herren ar anvist den plads i livet for at du ved siden av mor skulde utøve en så god influtelse på hel vor utviklings, thi efter de erfaringer jeg har gjort i mit liv og jeg ser tilbake på det med en kristens blikk, da ser jeg altid Guds faders hånd du har ledet os i de forhold der vid drage os til målet: det evige liv.
Gud knuttet os således sammen og en gang skal vi forstå det. Aa, for en jubel, og frelse so en brand i ilden, skal vi møtes, love Herren og takke dem, der har været hans redskab til vor frelse.
Tante Ambor var mors eldste søster. De hadde været 9 barn, 8 døtre og 1 søn. Han var gift og bodde i Larvik. De 5 søstre var døde lenge før vi kom til Porsgrund, og de lå alle begravet på kirkegården der.
Bedstefar Aal var en velstående mand. Han fik penge med bedstemor der var datter av en handelsmand Weger fra Drammen, og hun skal ha været en dygtig husmor men døde tidlig, da mor var 11 år. Bedstefar Aal eiet en stor går i Porsgrund, der bodde familien om vinteren. Men så hadde han bygget en mindre går på en ø som han eiet i nærheten av byen, og der bodde de om sommeren. Den var tet bevokset med trær og andle og blev kaldt ”Roligheten”, det var også et yndig sted. Vi barn var der ofte om sommeren med tante og mor og moret os meget ved at se deres barndomshjem.
Mens bestemor endnu levet hendte der en begivenhet som for altid satte et tungt merke i tantes liv. De bodde i huset i byen og en nat brød der ut ild og hele huset brendte op. Alle belv reddet men tante Ambor var ikke til at finde. Bestemor vred sine hænder og bad om at man måtte gjøre alt for at redde hende. Endelig var der en modig mand, en tjenestegut der på gården. Han blev altid kadt ”Ola Gut” og var sit herskap meget hengiven. Han klatret op på en høe stige helt op til loftet, og der midt i flammerne, fant han tante, aldeles fortvilet. ”Lad mig brænde, det er min skyld” var alt hva hun sa, men den sterke mand tok hende med magt og bar hende ned.
Kort efter styrtet huset sammen. Tante var så forbrændt, at hun altid hadde ar efter det, især i ansigtet. Hun hadde ligget og lest ved lys om natten og så hadde lyset tat fat i sengeomhænget. I fuld forfærdelse hadde hun så styrtet op på loftet og gjemt seg der. Olagut var siden hele familiens yndling.

Dette var siste del av Bibbis opptegnelser. Her er omtalen av brannen fra boka «Slægten Aall»:

Om Brannen

Jørgen Aall tapte nok store verdier når gården hans i Porsgrunn sentrum brant opp og kan vel være et sterkt bidrag til at han ikke klarte å drive selskapet sitt videre. Så Ambor hadde nok «mye å tenke på» i forhold til at hun følte skyld for at brannen oppsto.

Opptegnelser Bibba Hoell – 2

Postet den av

Innleding

Onkel Flood som omtales her var gift med søsteren til moren til Bibba. Hun het Hanna Thomine Magdalena, født Aall, 1796-1863. Gift 1818 med onkel Flood, dvs Consul Jørgen Flood til Bolvig Jernværk, 1792-1867. Moren til Bibba, tante Ambor og Fru Flood var alle døtre etter Jørgen Aall som døde i 1833. Aall-slekta var knyttet til flere ulike jernverk i Norge noe onkel Flood også var.

Det som jeg synes kommer tydelig fram her er at det er mors-slekta som i hovedsak tar ansvar for en søster/datter/svigerinne som er blitt enke – og at søstre holder sammen. Jeg har brev og historier fra andre deler av slekta som også viser dette.

OPPTEGNELSER 1 – første del av opptegnelsene

OPPTEGNELSER 2

Mors møbler og saker som måtte sendes med en fragtbåt efter den tids bruk, ankom endelig og hun fik da sit nye hjem ordnet. Det ble bestemt at mors eldste søster Ambor skulde bo hos os. Hun var selv en hjemløs fugl og hadde i de sidste år måttet bo hos fremmede og var lærerinde i sprog hvori hun var meget flink. Men så arvet hun efter en veninde, frk Løvenskjold, noen tusind spd. Jeg husker ikke nu hvor meget, men det var nok til at vår nøysomme tante levet sorgfritt av rendtene og enda kunde dele litt med andre. Hun skulde betale mor 6 spd om måneden, men selv holde sig med ved, lys og vask. Således ordnet Gud det i sin barmhjertighet at de to søstre skulde bo sammen hvilket skulde ha så god indflydelse på os barn.

Så flyttet vi da op i det hus hvor vi skulde tilbringe vår barndoms tid. Endnu så mange år efter står det tydelig for mig. Når jeg lukker øinene kan jeg se det hele.

Huset var bygget av en bror av onkel Flood, en meget rik, men svakere mand, der døde som ungkar kort før vi kom til Porsgrund. Der gikk en bakke op til huset, beplantet med trær til hoire side var haven og til venstre en løkke. Når vi kom ind av porten var der et stort firkantet gårdsrum med et duehus i midten. Uthus var bygget rundt om, til venstre rullebod, drengestue og stald, til hoire matbod, bryggerhus, og mors vedrum. Midt for var der utgang til løkken og et stort vognskjul med mange gamle underlige vogne og vedrum for dem der bodde i første etage. Anden etage var bestemt for os. Der førte en bred umalet trappe op til den, og hvor mange gange vi har ramlet op og ned ad den trappe!

Når vi kom op var der midt for et vindu ut til gåden. Til venstre var en dør der førte ind til tantes værelse og til høire en lengere gang der gikk til vårt kjøkken. Og så enda en gang der førte ind til en stor sal, som vi egentlig ikke hadde ret til uten som gjennomgang, da mors dagligværelse lå på den ene siden av den og ”gråværelset” på den anden. Dette værelse hadde onkel Flood forbeholdt sig til gjeteværelse for 1ste etage.

Gjennem kjøkkenet kom vi ind i soveværelset et litet etfags værelse hvor mor hadde anbragt senge en stor dragkiste et vingebord ved vinduet og noen stoler. Vi lå to i hver seng, der var ikke plads til andet. Mor lå selv på sofaen i dagligstuen. Den var et tofags hjørneværelse, hvis vinduer vendte ut mot haven. Sollys og livlig var den stue, inderlig hyggelig indredtet uagtet al sin tarvelighet.

I soveværelset spiste vi middag da ved vingebordet sat midt på gulvet og dekket. Morgen og aften spiste vi i kjøkkenet, å, det hyggelige kjøkken! På langveggen nærmest gangen stod en lang sengebenk med trælok og mørkmalet. Der sat altid tante og mor like ovenfor med ryggen til komfyren, hvor thekjedlen stod og sprutkogte. Midt på gulvet et lidet avlangt bord med 4 små stoler, hvor vi barn nød vort melk og brød om morgenen og grøt og melk om aftenen. Dette lille bord blev flyttet fra kjøkkenet til soveværelset eftersom vi hadde bruk for det. Vi sat altid ved det og leste vore lekser og midt på det stod en liten tranlampe av blikk. Den blev fuldt med tran og nogen tråder av være, som vi hadde og trak op i med en når, men like sur var den altid, si vi kalde den Bertel, og vi var temelig store før Bertel måtte fortrekke. Lamper og lys var på den tid dyre. Mor og tante brukte oljelamper, en egen sort, som dere vist ikke har seet en gang, men det var meget klus og greier med at holde dem blide også, det husker jeg.

Hver morgen holdt mor andagt for os alle, piken kom også ind da. Det er forunderlig med Guds ord! Endnu så mange år efter kan jeg føle den hellige fred hvile over os alle, når mor leste. En besynderlighet må jeg fotelle. Vi hadde en stor grå kat som altid sat bak komfyren, men straks den hørte mor begynde at lese, kom den frem meget høitidelig og satte sig midt på gulvet og rørte sig ikke før mor var ferdig.

Alt hva vi barn spiste av var av blikk, alt vaskevandsstel likeså, et blikkrus til at drikke vand av og en flaske med vand i. Jeg gad vite hvad nutidens forvente barn vilde si, hvis man bød dem det, men vi hadde ingen skade av det, at vi var tarvelig vant.

OPPTEGNELSER 3

Opptegnelser Bibba Hoell – 1

Postet den av

Introduksjon:

Jeg har en kopi av en kladdebok med ”Opptegnelser” etter Bibba Hoell som beskriver hennes barndom i Porsgrunn ca 1840 og utover. Kladdeboka er ganske tykk så den blir publisert gjennom flere innlegg her. Den er håndskrevet og ikke alle ord er mulig å tyde så det blir noen ”?” der jeg ikke helt skjønner hva det skal være. Jeg har beholdt ortografien og ikke oversatt til moderne rettskriving.

Hvem er Bibba? Hun er døpt Birgitte Augusta Fabricius, født i Trondheim 1835 og død i Oslo i 1912. Hun er søster til min tippoldemor Elisabeth Marie (omtalt som Betsy, gift Myhre). Hennes barnebarn, som da er min farmor, ble døpt Elisabeth Marie (men ble kalt Monna).

ElisabethMed3Dotre_crop_800px

Her er Elisabeth Jørgine Birgitte Fabricius, født Aall i 1810 med sine døtre Elisabeth Marie (Betzy), Constance og Birgitte (Bibba). Betzy er min tippoldemor og Bibba er hun som har skrevet kladdeboka.

Bilder er et fotografi av et «daguerotypi» jeg har arvet. Et annet daguerotypi jeg har arvet fra samme slekt er fra 1856. Er dette fra samme tid tro?

Opptegnelsene forteller om en barndom uten far. Faren døde bare 40 å gammel og etterlot seg kone og fire små «pikebarn». Han het Jacob Schiwe Fabricius og var bl.a. Artillerikaptein, født i København 13.7.1800, vokste opp i Porsgrunn og død i Christiania 31.10.1840.

Bibba skriver om ”bestefar Fabricius” som er Jens Schow Fabricius 1758-1841. Hun skriver at han døde mens de bodde hos ham og det kan stemme med at han dør 1841. Han var Eidsvollsmann og bodde i Porsgrunn. Han er omtalt i Wikipedia og sies å være opphavet til «Enige og Tro inntil Dovre faller».

Mer om moren til Bibba kommer senere.

OPPTEGNELSER DEL 1

Min første erindring er fars død. Jeg var den gang 4 år da far døde i 1840. Altså er det lidet jeg kan mindes ham. Jeg kan huske at mor faldt grædende i en sortklædt dames arme, og at der blev en hel del omflytning hos os. Vi bodde den gang her i Kristiania. Her er også Marie født. De to eldste Betsy og Constance er født på Stokke hvor far fik en chefsgård. Så blev han forflyttet til Tronhjem og der blev jeg født. Det var en besværlig flytning frem og tilbake, hele veien ble kjørt over land og de var mange dage om det fortaltes meg.

Da far var død og mor sat igjen med os 4 pikebarn var det trist nok med kun 180 speciedaler året i pension. Mor hadde i midlertid mange gode kjærlige venner der hjalp hende. Hun fik tilbud fra sin svoger konsul Jørgen Flood, at hvis hun vilde flytte til Porsgrund så skulde hun der får fin bolig i en gård der tilhørte ham. Dette smukke ?flak” av onkel Jørgen har jeg aldrig glemt. Gud velsigne ham for det!

Det ble da bestemt at vi skulde flytte til Porsgrund tidlig på vaaren i 1840. Vi tok ind hos bestefar Fabricius, som levet da. Det må ha været en besværlig flytning for mor. Vi barn så jo intet til det, jeg husker kun at vi kjørte over land i to bredsleder, at vi overnattet flere gange og at vi blev pakket ned i store forposer av grønt verken og foret med saueskind. Disse blev så knyttet om halsen på os, en meget praktisk måte at få os til at sitte stille og heller ikke fryse os fordervet.

Omsider kom vi da frem. Jeg kan endmere huske at vi stanset utenfor bestefars gård på Osebakken og at den kjørlige tante Betsy Brun, bestefars pleiedatter, tok imot os.

En tyk gammel dame der var bestefars husjomfru var jeg altid litt bange for, hun syntes vel det var brysomt at få fire sådanne småtroll i kost og logis. Bestefar sat med et sykt ben så vi kun enkeltvis måtte komme ind til ham og blev også advart om ikke at forstyrre ham. Jeg kan kun huske ham som en pen, gammel mand med hvidt hår og venlige øine. Han var imellem ut at kjøre, hadde vogn og to hester og da var enten tante Betsy eller mor med, og vi barn fik hver vor tur til at kjøre med.

En gang kan jeg huske at jeg sat ved siden av kusken og så sa bestefar til ham at den ene hest var så gammel at den skule skytes. Jeg blev ganske bedrøvet og bad kusken endelig ikke si det hoit for at hesten ikke skulde vite det.

Vi var hos bestefar en tid. Hvor lenge husker jeg ikke, men han døde mens vi var der. Jeg kan godt huske at jeg blev ganske stiv av redsel og lenge efter lå våken og så det stive ansig i kisten. Jeg var vistnok et nervøst barn, men ingen trodde på sådant den gangen. Begravelsesdagen var vi barn hos onkel Floods. Jeg kan godt huske vi sat i vinduene der og så det storartede ligtog drage forbi.

OPPTEGNELSER 2 – neste del av opptegnelsene