Brev skrevet 1831 til Vice-Admiral Fabricius fra hans sønn

Mottaker: Vice-Admiral Jens Schow Fabricius (1758-1841), dvs Eidsvollsmannen som bor på Osebakken i Porsgrunn. Kalles «Admiralgården» i dag.

Avsender: Sønnen Jacob Schiwe Fabricius (1800-1840) som bor på en «chefsgård» i Stokke med sin kone Elisabeth Jørgine Birgitte født Aall (1810-1873) også benevnt: Elise Georgine Birgithe.

De fikk min tippoldemor Elisabeth Marie, i 23.3.1832.

Dette brevet er skrevet 21. juli 1831, omtrent en måned etter at min tipptippoldemor var en måned på vei med min tippoldemor, deres førstefødte.

(?)’ene er ikke mine, men fra brevskriveren mens (xx)’en er mine der jeg ikke vet hva som står.

BREVET:

Kjære Forældre!

I Mandags havde vi den Glæde at modtage Deres Brev af 12 dennes hvorfor kjærteligst takkes. – Det var meget godt at Fader følede sig rask nok til at foretage en Kjøretour til Faret (?); men Udstigningen af Vognen der var lei og vi lenges efter at høre at den ikke siden har forvoldt nogen Smerte i det daarlige Been (?).

Nu har da Moder for en tid mistet sin snille Bethsy, som er en betydelig  afgang i den daglige Omgivelse og hvis Fravær vel desuden giver lidt mere huslige Sysler baade for Moder og Tante Sidsel, thi lille Kise(?) kan jo endmere ikke gjøre andet end tórre Stóvet af Stolene og faar lóbe og vimse lidt omkring, Admiralen, hvilket da egentlig er det hun har meest Lyst til.

– Altsaa er unge Chr. Bruun og Jft. Plesner nu offentlig forlovede. – Det var de jo ikke den gang jeg var hjemme? Megen Tak for Efterretningen fra Thomasens, som bedes venligst hilset fra os her naar De tilskriver dem. – Gid liden Bethsy nu maatte være ganske rask igjen efter Vaccinationen og sine Tænder.

–Karenus har fortalt os at Theemaskinen skal være kommet il Christiania, men at den der ligger i Quarantaine og at vi maae bie nogen Tid endnu inden vi kan faae den.

– Vi her have ikke været i Byen siden engang vi vare paa Comedien og kommer der vel heller ikke saasnart, thi Hesten kan vi ikke tage bort fra Gaarden i denne Tid, desuden finde vi os vel tilfredse hvor vi ere, især jeg som er over al Beskrivelse lyksalig og fornøiet ved det kjære landlige Liv med min lille fortræffelige Kone.

Besóg have vi imellem havt som De veed af vore Breve til Dem eller til Rolighed. Jeg vil derfor ikke gaae længere tilbage i Tiden end til igaar otte Dage. – Da kom om Eftem. Adv. Lasson med Ottilia og Hr. Carl Munch fra Christiania samt Lieutenant Segelcke med Frue fra Bærum. De to Sidste veed De af foregaaende Efterretninger er et Par meget tækkelige og hyggelige Folk, som baade Elise og jeg synes særdeles vel om. – Det var en mærkværdig Aften formedelst det sørgelige men vistnok prægtige Skuespil vore Fremmede og vi vare Vidne til. Et frygtelig Tordenveir trak lige over vore Hoveder. – Lyn fulgte paa Lyn og Skrald paa Skrald tættere end jeg nogensinde før har hørt det. En Lynstraale slog ned ganske tæt ved os, saaledes at Munch, der stod den nærmest, fuldt og fast troede den havde ramt et af vore Udhuse. – Flere Steder saae jeg Lynilden slaae ned i Skoven omkring os; omsider ramte den en Gaard som ligger paa en Høide ligeoverfor og omtrent 1000 Alen fra Stokker. – Inden 20 Minutter stod Hóeladet, der var truffet, og de tilgrændsende Udhuse i lys Lue og i kort Tid var alt opbrændt.

Redning var ikke at tænke paa for disse Bygninger, alt hvad man kunde gjóre var at afholde Ilden fra Vaaningshusene. – En Tiggerkone, som med sit Barn havde faaet Lov at ligge i Laden den Nat, brændte op. – Eieren er forknyt over det betydelige Tab han har lidt, men han er ung og stræbsom og vil med Tiden komme sig. – Lasson var gandske indtaget i det deilige Syn af de brændende Huse som vistnok ogsaa var vakkert naar man kune abstrahere (?) fra de sórgelige Forestillinger som vare forbundne dermed. – Elise havde jeg megen Ære af, hun var den Kjækkeste af Fruentimmerne som hørte til Huset, Ottilia Lasson holdt sig ogsaa taalelig godt, men Frue Seglecke var meget forsagt. Inger havde puttet sig hen i en Krog eller under en Dyne, thi vi kunde slet ikke finde hende saalenge Uveiret varede.

I Lørdags kom den kjære Broder Karenus herved tillige med Doctor Bonnevie – Den Sidste reisede igjen om aftenen men Renus Blev til Lørdag Aften og om Søndag Form. kom desuden Holst med Frue og Svigerinde saa vi tilbragte de to Dage i en meget behagelig Selskapelighed. – Jeg er glad for at Elise synes saa godt om min kjære…. Holst, ogsaa hans Kone finder hun godlidende.

– Med Hóhósten begynte vi i forrige Uge og har imellem havt travelt men er oftere blevet afbrudt ved det urolige Veir. I Türsdags Middags var et Fandens Huus da vi bemærkede at Veiret blæsede op og vi derfor skulde skunde os at bjærge det Hóe vi havde ude. Folk var her ikke mange at faae af i en Fart og altsaa maatte selv Gaardens Besetning afsted iberegnet Jfr Erboe og den lille Frue, som ogsaa fandt sig gandske taalmodig i at arbeide endskjónt hun fik lidt Hóifróe på Halsen, hvilket længe generede det lille Menneske. Vi have kun i det Hele faaet ind 27 Læs, regnet … til 1 ½ Skd, hvorimod der vist ligger ude 20 Læs, som jeg er bange faaer Skade, hvis Veiret skulde blive længe uroligt. – Naar Fader var i Nærheden saa kunde jeg xxhedst faae at vide den rette Tid til at slaae thi Fader veed altid saa godt Beskjed om Vieret.

Med Hensyn til Brevets Adresse er det heldst at der fremtidig blev anfórt undenpaa at det «afleveres i Sólient. Fabr. Bopæl i Runies Gaard i Kirkegaden, thi da faaer jeg det snarest. – Sidst maatte jeg længe vente uagtet Renus kom her Lórdag, Holst Sóndag og Brevet alt var i Christiania Fredag. – Dette brev tænker jeg ikke kommer hurtigere til Dem thi for at spare Postpengene sender vi det med en Leilighet /: Gud veed hvilken men en som en Pige der tjener i C… hos Anne Katrine venter paa.

De Penge som Fader var saa snild at laane mig glemte Renus at sende i Lóerdags, men nu husker han det nok iovermorgen. Jeg har alting som er godt for uden Penge som jeg aldrig faar, men jeg kjóber ofte i Byen og lader altid Holst og Karenus betale. – Et Par Maaneders Gage har jeg nok faaet of dem siden jeg kom hjem, hvilket er Tegn til at jeg har god Credit – Nu vil jeg overlade Elise Pennen og slutter med de kjærligste Hilsener til Dem min elskede Forældre og den snille Tante Sidsel – … saasnart De seer Jørgen Aall eller Ambrotina beder jeg mig bragt i venligst  Erindring.

Deres lydige Són J. Fabricius